Arkiv for august, 2011

August Nyhedsbrev

Author: Jan Ole Halkier
28. august 2011

Viborg Bryggeriforening

Nyhedsbrev august 2011

Velkommen til årets 3. nyhedsbrev

Vedlagt er invitation til årets bryggeriudflugt 22. september

Sommeropdatering – medlemsstatus

I sidste nyhedsbrev og i efterfølgende erindringsmail har foreningen opkrævet kontingent for indeværende år. Medlemmer, der ikke har betalt er slettet af medlemslisten og modtager ikke nyt fra foreningen før de evt. vælger at forny deres medlemskab.

 

Der er i øjeblikket 452 registrerede medlemmer, men vi må igen konstatere, at vi har kontingentindbetalinger, som vi ikke kan identificere, fordi man glemmer at oplyse navn ved indbetalingen.

 

Hører du om medlemmer, som ikke modtager dette nyhedsbrev, selvom de har betalt kontingent, må du meget gerne henvise dem til foreningens kasserer Jette Norup på jettenorup@youmail.dk, 86 60 01 25, så de kan gøre rede for deres indbetaling og blive registreret på medlemslisten.

 

Sommerens arrangementer

I juni måned havde Viborg Bryggeriforening hele 2 arrangementer.

 

Den 4. juni var der sommerfest for foreningens medlemmer – ikke som tidligere i telt i gården, for det lille sluttede selskab var ikke flere end at arrangementet kunne afvikles i Munken.

 

36 af foreningens medlemmer havde en superhyggelig aften med god mad, godt øl ad libitum og fællessang ledet og akkompagneret af Birger Saugmann, som ved flere lejligheder har bidraget til den gode stemning i Munken.

 

Den 14. juni stod foreningen som arrangør af en helt anden type arrangement, nemlig besøg i Viborg Kommunes ny rådhus.

 

Her havde søgningen til de udloddede 24 pladser været så massiv, så vi havde fået aftalt et dobbeltarrangement med 40 pladser, der end ikke dækkede efterspørgselen.

 

Først fik gruppen en orientering om planlægning, udbuds- og byggeproces samt økonomien i byggeriet, hvorefter der var rundvisning i det næsten færdige19.363 kvadratmeterstore byggeri. Aftenen sluttede for nogles vedkommende i Munken og i snakken over det gode øl var tilbagemeldingerne klare. Det er et spændende og imponerende byggeri, og det havde været en virkelig god oplevelse.

 

For de, som ikke fik plads, er der åben hus i rådhuset på Prinsens Allé den 8. 9. 15. og 16 oktober fra 10.00 til 14.00.

 

Det frivillige arbejde

Som sædvanlig har foreningens mange frivillige arbejdet hårdt – også selvom det har været ferietid. Der har ikke været så mange tapninger, men der har været travlt i Munken. Derudover er der blevet støttet op om adskillige særarrangementer, hvor der er blevet skænket viborgøl.

 

Week-enden den 9. – 11. september bliver en særlig travl dag for de frivillige.

 

16 frivillige skal hen over weekenden til fyrværkerifestival på Bamsebo Camping i Ulstrup, hvor Viborg Bryghus står for den næstvigstigeste del af arrangementer, øllet.

 

I øvrigt samme week-end, hvor Viborg Bryghus sammen med Hjarbæk Kro arrangerer ”Oktoberfest” ved havnen i Hjarbæk. Her kan de frivillige dog holde fri og i stedet deltage i festen. I skrivende stund er flere end 200 tilmeldte. Foreningen er sponsor på den arrangerede bustransport fra Viborg til Hjarbæk t/r.

 

Er du i seriøse overvejelser, så er sidste timeldingsfrist søndag den 28. september.

 

Bryggeriudflugt til Thisted Bryghus

Vi har tidligere annonceret datoen for årets bryggeriudflugt. Det er den 22. september. Turen er lidt anderledes i år, hvor vi tager af sted en hverdagsaften i stedet for at bruge en lørdag eller søndag. Mange medlemmer har udtrykt et generelt ønske om, at vi lægger vore arrangementer torsdag aften.

 

Lidt fordel skal man have som medlem, og med tilskud fra foreningen koster turen kun kr. 150,- inkl. alt – selv sandwich og øl i bussen.

 

Egentlig indbydelse er vedlagt dette nyhedsbrev – man skal nok regne med, at der kan blive rift om de 50 pladser.

 

Snapseaften

Vi har også tidligere annonceret årets snapseaften, der falder torsdag den 20. oktober.

 

Vi har inviteret medlemmerne til at præsentere deres egne snapse. Det har givet en vis respons, men står du med en snaps, som du gerne vil præsentere, så er der stadig plads. Peer Holm kan på peer.f.holm@live.dk kontaktes herom. Jo bredere felt vi kan lave desto bedre.

 

Egentlig indbydelse udsendes omkring 1. oktober, men sæt endelig kryds i kalenderen.

 

Forpremiere på Jule Bocken

Som altid får Viborg Bryggeriforenings medlemmer lov at smage årets juleøl før alle andre, og tirsdag den 1. november er der forpremiere – det kommer vi nærmere ind på i et senere nyhedsbrev, men sæt kryds i kalenderen.

 

Julefrokost for de frivillige hjælpere

Til kalenderen kan det oplyses, at foreningen i samarbejde med Viborg Bryghus inviterer de frivillige hjælpere til julefrokost lørdag den 26. november.

 

Egentlig indbydelse udsendes senere til de af de frivillige hjælpere, der jf. gældende retningslinjer har haft 8 – 10 vagter/tjenester indenfor det sidste år.

 

Mailadresser

Foreningen har igennem tiden prioriteret meget højt at have gyldige mail-adresser på medlemmerne. Det går rigtig godt, og når vi udsender nyhedsbrev, er vi nede på, at kun ca. 20 udsendes i papir.

 

Imidlertid giver den elektroniske udsendelse også en del fejlmeldinger i in-boksen. Derfor beder vi medlemmerne om, hvis de har en mailadresse, så at sørge for, at vi har den og, hvis adressen skiftes, så at meddele det til foreningen, Jette Norup, jettenorup@youmail.dk, 86 60 01 25

 

Hjemmeside

Foreningens hjemmeside er stadig under udvikling – her kan du bl.a. se tidligere nyhedsbreve. Besøg hjemmesiden på www.viborgbryggeriforening.dk

 

Nyt fra Viborg Bryghus

Som støtteforening for Viborg Bryghus ser vi det som vores fornemste opgave at udbrede kendskabet til Viborg Bryghus, dets produkter og arrangementer, og vi viderebringer her et link til bryghusets hjemmeside, hvorfra man kan abonnere på nyheder fra Viborg Bryghus.

http://viborgbryg.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=103&Itemid=251

 

 

 

Støt Viborg Bryghus

Husk, at den bedste måde at støtte Viborg Bryghus er ved at købe det gode øl og ved at få andre til at gøre det samme.

 

Besøg Munken i åbningstiden fredag 15.00 – 23.00 eller lørdag 11.00 – 15.00 og husk, at der serveres frokostbuffet den første lørdag i hver måned.

 

www.viborgbryggeriforening.dk

www.viborgbryghus.dk

Invitation til Bryggeriudflugt

Author: Jan Ole Halkier
28. august 2011